USDAs afgrøderapport for oktober
Posted af John Yde, 13/10/2021
Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har udsendt sin Wasde afgrøde rapport for oktober. Her er nogle af hovedtemaerne:
Hvede
Udsigterne for den amerikanske hvedehøst i 2021/2022 lyder på mindre forsyninger, lavere forbrug og også mindre slutlagre. Forsyningerne er både lavere pga. indenlandske forhold og mindre import. Eksporten er derimod uændret. Det betyder, at de forventede amerikanske slutlagre reduceres med 35 mio. bushels til 580 mio. bushels. Det vil i givet fald være de mindste slutlagre siden 2007/2008 sæsonen.
De globale udsigter for hvede lyder på lavere forsyninger, lavere forbrug og lavere slutlagre. USDA har nedjusteret forventningerne til de globale hvedeforsyninger med 8,6 mio. tons til 1064,2 mio. tons. Det skyldes en kombination af lavere startlagre i Iran og mindre produktion i Canada, Iran og USA. Irans startlagre er nedjusteret med 3,6 mio. tons. Canadas produktion ventes at blive 2 mio. tons mindre. Det forventede globale forbrug er nedjusteret med 2,6 mio. tons til 787,1 mio. tons. Den globale handel er reduceret en smule til 199,6 mio. tons. De forventede slutlagre bliver reduceret med 6 mio. tons til 277,2 mio. tons, hvilket i så fald vil være de laveste siden 2016/2017 sæsonen.
Foderkorn
USDA har opjusteret forventningerne til den amerikanske majsproduktion for 2021/2022 sæsonen. Samtidig ventes eksporten at blive højere, mens forbruget til foder ventes at blive lavere. Majsproduktionen forventes at blive 23 mio. bushels højre til 15,019 mia. bushels. Det betyder, at forventningerne til de amerikanske slutlagre af majs bliver opjusteret med 92 mio. bushels.
De globale forventninger til foderkorn er reduceret med 2,9 mio. tons til 1.494 mio. tons. Den globale produktion af majs majs er næsten uændret med stigninger i EU, Canada, Venezuela og Serbien og nedjusteringer for Ukraine, Rusland og Guatemala. Den europæiske opjustering gælder især Polen og Rumænien. De globale slutlagre af majs er opjusteret med 4,1 mio. tons til 301,7 mio. tons.
Oliefrø
Den amerikanske produktion af oliefrø for 2021/2022 sæsonen er opjusteret med 1,5 mio. tons til 130,8 mio. tons. Det er produktionen af sojabønner, der trækker opad, mens der er lavere forventninger til solsikkefrø, raps, peanuts og bomuldsfrø. Produktionen af sojabønner forventes at nå 4,4 mia. bushels. Forsyningerne af sojabønner ventes at blive på 4,7 mia. bushels, hvilket er 145 mio. bushels højere pga. større produktion og opskrivning af startlagrene. De forventede slutlagre er opjusteret med hele 135 mio. bushels til 320 mio. bushels.
Den globale produktion af oliefrø for 2021/2022 forventes at blive 2,4 mio. tons lavere og nå 497,4 mio. tons. Her er det sojabønner, solsikkefrø og raps, der trækker nedad. Produktionen af sojabønner er nedjusteret for Argentina, Indien og EU. Den argentinske produktion ventes at blive 1 mio. tons lavere og nå 51 mio. tons. Solsikkefrø produktionen er nedjusteret for Ukraine og Rusland, mens raps produktionen er reduceret 1 mio. tons til 13 mio. tons for Canada. Den globale produktion af sojabønner viser større startlagre og højere slutlagre. Det betyder, at de globale lagre af sojabønner er opjusteret med 5,7 mio. tons til 104,6 mio. tons. Det er især USA, Argentina og Kina, som har større lagre.